Pædagog til barselsvikariat på Vestervangsskolen
Vestervangsskolen søger en pædagog på 36 timer til et barselsvikariat med ansættelse pr. 15. maj 2026.
Stillingen er i indskolingen i en 1. klasse og er en kombination af timer i skoledelen og i vores SFO på 1. årgang.
Stillingens primære funktioner er at være klassepædagog samt være en del af årgangen i SFO-delen. Der vil i stillingen være ekstra idræt i skoledelen.
På Vestervangsskolen tilstræber vi et ligeværdigt samarbejde mellem pædagoger og lærere. Vi er stolte over, at vi i hverdagen oplever et ligeværdigt samarbejde, hvor de forskellige faggrupper spiller sammen og sikrer optimale udviklingsmuligheder for børnene både socialt og fagligt. Derfor skal du have lyst til og engagement i at få din klasse til at fungere socialt og fagligt i samarbejde med de øvrige klasseteams. Du skal desuden være den, der sikrer en god overgang mellem skole og SFO for det enkelte barn.
Vi søger en pædagog, der er relationsstærk, og som kan skabe positive relationer til børn, forældre og kolleger. Du er er fagligt engageret har lyst til at være med til at udvikle vores skole og SFO. I vores SFO vægter vi fritidspædagogikken højt. Alle pædagoger har en ICDP- og “Fri for mobberi”-uddannelse, som vi bruger aktivt i hverdagen. Vi vil gerne tilbyde vores børn et væld af forskelligartede aktiviteter. Derfor er det en fordel, hvis du kan byde ind med særlige kompetencer i forhold til aktiviteterne i SFO.
Vi er en skole, hvor faglighed er i fokus, men vi er også en skole, hvor der er fokus på den gode stemning. Vi griner meget og ser humor som en styrke i samværet med hinanden, men også i arbejdet med børnene.
Vestervangsskolen er en byskole i Randers NV med gode tilkørselsmuligheder fra E45. Vi er en stor skole med ca. 900 elever og 100 ansatte.
En god skolegang er altafgørende for et godt videre skole- og uddannelsesforløb og dermed for de muligheder, man får i voksentilværelsen. Vi vil derfor bestræbe os på at skabe en tryg skolegang med udgangspunkt i skolens værdier: faglighed, fællesskab og fremsyn, hvor alle skal blive så dygtige, de kan, både fagligt og socialt.
Hvorfor os
- Fordi skolen er en god arbejdsplads i udvikling og forandring.
- Fordi vi er imødekommende, fleksible og arbejdsomme.
- Fordi vi tager fat om udfordringer og er løsningsfokuserede.
- Fordi vi vil, at Vestervangsskolen skal være en endnu bedre skole.
- Fordi vi vil, at børnene trives og udvikler sig.
Hvorfor dig
- Fordi du brænder for dit job og smiler undervejs.
- Fordi du er synlig og skaber gode samarbejdsrelationer internt som eksternt.
- Fordi du har god pædagogisk indsigt og gerne bidrager med holdbare løsningsforslag.
- Fordi du tør være eftertænksom og i tvivl.
- Fordi du kan være rolig og velovervejet – også når det ”blæser”.
Har du spørgsmål
eller lyst til at høre mere vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte Klaus Rasmussen pædagogfaglig leder på telefon 20 44 77 43.
Løn og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst. Alle uanset køn og etnisk baggrund opfordres til at søge.
Ansøgningsfrist
Søndag den 5. april 2026.
Vi forventer at holde samtaler torsdag den 9. april 2026.